Ju-Jitsu er den internationale betegnelse for de aktiviteter vi i danmark kender som "Jiu-Jitsu" og "Ju-Jitsu".
Hvad er Ju-Jutsu?
Ju-Jutsu har udgangspunkt i at være effektivt som selvforsvar på alle distancer.
Sporten arbejder både med afstand til modstanderen, stående med greb i modstanderen og gulvkamp med greb i modstanderen.
At træne Ju-Jutsu indebærer at træne basisteknikker fra karate, Judo og aikido.
Gennem indøvelse af basisteknikker fra de forskellige stilarter udarbejdes færdigheder, der kan trænes på følgende måder:
- frit forsvar mod en eller flere modstander(e)
- reaktionsbane
- gulvkamp (ne-waza)
- stående kamp (randori)
- fighting og duo.
Udover at være selvforsvar dyrkes Ju-Jutsu også som konkurrencesport. Her dystes der i "Duo Games" hvor to par konkurrerer mod hinanden om at udføre 12 udvalgte selvforsvarsteknikker, der bliver bedømt af et dommerpanel.
En anden konkurrence gren af Ju-Jutsu er "Fighting" hvor to kæmpere dyster mod hinanden. Point scores med markering af slag, spark, kast, overgang fra stående til gulvkamp og kontrolteknikker (holdegreb, armlås og stranguleringer).
Ju-Jutsu har ligesom Judo et fast defineret pensum, og man træner derfor de samme basis teknikker i alle Ju-Jutsu klubber.
Hvad er Jiu-Jitsu?
Jiu-Jitsu handler om selvforsvar, og er opbygget ud fra den filosofi at system og teknikker skal tilpasses til den enkelte person.
Træningen kan variere meget. Generelt trænes der selvforsvar i alle afstande: kamp på afstand, stående med greb i modstanderen og gulvkamp.
Jiu-Jitsu benytter sig af en karate-del og en Judo-del, men beskæftiger sig ikke nævneværdigt med bevægelseslæren fra aikido.
Der arbejdes ikke med basis teknikker i så stor stil som Ju-Jutsu, og den enkelte person træner de teknikker der ligger naturligt og som har en udslagsgivende effekt ved anvendelse.
Konkurrencedelen er helt tilsvarende Ju-Jutsu. Konkurrencemæssigt taler vi i Danmark nemlig om Ju-Jitsu, hvor der dystes i "Duo Games" og "Fighting". Pensumet i Jiu-Jitsu er ikke fastlagt på samme måde som Ju-Jutsu og Judo, hvor man som udgangspunk altid skal kunne demonstrere fastlagte teknikker.
I Jiu-Jitsu kunne en del af en graduering være, at vise fire (vilkårlige) angreb til hovedet, hvor det i Judo og Ju-Jutsu kunne være, at vise teknik #1, teknik #2 og teknik #3.
Kilde: www.dju.dk