Stilarter inden for karate

Kanryo Higoanna 1851-1915

Goju-ryu
Goju-ryu er udviklet ud fra Naha-te. Goju-ryu er den af de japanske stilarter, der tydeligst viser sin kinesiske oprindelse. Higoanna (1853-1915) åbnede en dojo i Naha, hvor han benyttede kataér fra Kina. En af hans elever var Chojun Miyagi (1888-1953). De studerede begge to forskellige former for kinesisk boksning : Shao Lin Chuan og Pa Kua. Miyagi kom i 1929 til Kyoto. Under navnet Goju-Ryu præsenterede Miyagi sin karate i 1930 ved Butoku-festen i Butoku-kan i Kyoto.

Goju = hård-blød. Goju-Ryu lærer udøveren en særlig åndedrætsteknik til udvikling af stabilitet og kraft.

Shito-ryu
Shito-ryu blev grundlagt i 1928 af Kenwa Mabuni (1889-1952). Shito-Ryu var under direkte indflydelse af Naha-te og Shurit-te
(Shorin-ryu og Shorie-ryu), idet Mabuni var elev under både Ankoh Itosu og Kanryo Higaonna. Navnet Shito-Ryu dannede han ud fra sine to mestres initialer. Mabuni underviste i Shito-ryu på Okinawa indtil 1929, hvorefter han flyttede til Osaka. Her fortsatte han med at undervise.

Gishin funakoshi 1868-1957

Shito-ryu indeholder ca. 50 kataer og er karakteriseret ved fokus på kraften i teknikken.

Shotokan
Shotokan blev grundlagt af Gishin Funakoshi i Tokyo i 1938. Funakoshi var elev under både Yasutsune Azato og Yasutsune Itosu - to af de allerstørste karatemestre på Okinawa. I 1936 i en alder af 70 år åbnede Funakoshi en dojo i Tokyo. I sin ungdom signerede han sine digte med pseudonymet "Shoto", som betyder "fyrretrækronens susen". Over døren til dojoen hængte Funakoshi elever et skilt hvor der stod "Shotokan" - Kan betyder hus. Shotokan blev navnet på den stilart Funakoshi grundlagde.

Shotokan kendetegnes ved kraftfulde lineære teknikker og dybe stillinger. Shotokan udgør ca. 80 % af al karate på verdensplan.

Hironori Ohtsuk 1892-1982

Wado-ryu
Wado-ryu blev grundlagt i 1939 af Hironori Ohtsuka. Ohtsuka var elev af både Funakoshi, Mabuni og Motobu. Han havde desuden studeret Shindo Yoshin-ryu jujutsu. I Wado-ryu kombinerede han Funakoshis lære med Jujutsu. Wado-ryu betyder fredens vej

Kara og Do
Ordet karate består af to tegn på Japansk, kara og te. Kara betød oprindeligt "fremmed", hvilket var ensbetydende med Kina. Tegnet kunne desuden også udtales "to" og symboliserede det kinesiske Tang dynasti (618-907). Det blev dog senere det alment brugte udtryk for Kina. Det andet tegn betød hånd, og kunne udtales enten "te" eller "de". Kara-te eller To-de kunne derfor oversættes med enten "Kina hånd" eller "kunsten fra Kina". Indtil 2. Verdens Krig brugte de fleste af Okinawas karatemestre udtrykket "to-de" når de refererede til karate.

I bogen "Karate Kumite" fra 1905 benyttede Hanachiro Chomo, en elev af Sokon "Bushi" Matsumura, som den første* et andet tegn end tegnet for "Kina" . Der var et udbredt ønske om at ændre betydningen af "kara". Ønsket opstod pga. de stærke nationale kræfter samt den anti-kinesiske holdning, som prægede Japan i begyndelse af d. 20. århundrede. Man betragtede det for upassende og nedværdigende at benytte et tegn, der viste, at Kina var oprindelsesland for den krigskunst man betragtede som Japansk.

Det nye tegn, som Chomo valgte at benytte, karakteriserede en selvforsvarsstil , hvor man kun benyttede sine "tomme" hænder til at bekæmpe modstanderen. Det nye tegn for "kara" betød "tom" og kunne udtales "Ku" (eng: void) eller "sora" (eng: sky). På den måde repræsenterede "kara" ikke kun det fysiske, men kom også til at omfatte en metafysisk del, dvs. "et højere plan". Dette stammer fra et gammelt Mahayana Buddhistisk doktrin om objektivitet, åndelig frigørelse og en indre tomhed.

Man skulle frem til 1933 før dette nye tegn blev ratificeret i Japan. Dette blev gjort af Dai Nippon Butokukai (en officiel nedsat komite i Japan til varetagelse af den kulturelle arv indenfor "combative" traditioner). Dette blev samtidig en anerkendelse af, at karate var blevet accepteret som en del af den moderne Budo i Japan. Først i 1936 blev det besluttet at skifte tegnet for "Kina" ud med tegnet "tom" på Okinawa. Dette skete efter et stormøde i Naha mellem Okinawas karatemestre. Samtidig blev tegnet for "jutsu" (i karate-jutsu) skiftet ud med "do". Den store omvæltning Japansk kampkunst havde været igennem siden år 1600 resulterede i dette skift. Man ønskede ikke længere at signalere, at der var tale om egentlig krigskunst, men at den mentale udvikling var i fokus. Det samme var bl.a. sket for ju-jutsu og aiki-jutsu, som var blevet til ju-do og aiki-do. Ironisk nok vidner ordet "do" om den store gæld japansk kampsport har til kinesisk filosofi. Tegnet for "do" udtales på mandarin "dao" eller "tao" og stammer fra Lao Zis (forfatter til "Dao De Jing") Taoistiske filosofi. Den filosofiske betydning af "do" er en "vej " i livet eller den "sti" man følger, når man søger f.eks. karatens mål om perfektion. Begrebet "do" har været udbredt siden ca. 1663 hvor Teiunsoku skrev følgende i et digt:

Med denne organisering og japanisering af karate blev karate-do, som alle andre japanske kulturelle discipliner, endnu en måde at kultivere sit sind og søge "wa" (harmoni) på.