Yogaens oprindelse fortaber sig i fortidens tåger -for yoga betragtes som en guddommelig livvisdom, som blev åbenbaret for vismænd gennem meditation. Det ældste arkæologiske bevis på yogaens eksistens er et antal stensegl, med figurer i yogastillinger udgravet i Indus-dalen; der menes at stamme fra ca. år 3.000 f.v.t. Yoga bliver første gang omtalt i en stor samling af hellige skrifter kaldet Vedaerne - hvoraf en del stammer tilbage fra mindst 2.500 f.v.t. Men det er Upanishaderne, den sidste del Vedaerne, som leverer det fundementale i læren om Yoga, samt en filosofi kaldet Vedanta. Kernen i Vedanta er forestillingen om en absolut sandhed eller bevidsthed - også kaldet Brahman - som ligger til grund for hele universet.
Omkring det 6. århundrede f.v.t udkom to store episke digte - Ramayana, skrevet af Valmiki, og Mahabharata skrevet af Vyasa, og som indeholder Bhagavad Gita, det måske mest kendte af alle yogaskrifter. I Gitaen underviser Gud eller Brahman, inkaneret i Lord Krishna, krigeren Arjuna i Yoga - hovedsaglig i hvordan man opnår frihed ved at udføre de pligter, man er sat til i livet. Skelettet i Raja Yoga stammer fra Pantanjalis Yoga Sutras som menes at være skrevet i det 3. århundrede f.v.t. Den klassiske tekst, som omhandler Hatha Yoga, er den Hatha Yoga Pradipika, der beskriver de mange forskellige yogastillinger og åndedrætsøvelser, som udgør fundamentet i nutidens Yoga.
|