
Har du selv lyst til at til at lære at meditere, kan du gøre nogle indledende erfaringer på egen hånd med indføringer og instruktioner fra CD'er, bøger etc. På biblioteket findes et udvalg af den type materiale.
Eksempler på meditation
Der findes også mange former for meditationskurser, som man kan finde på internettet. Søg f.eks. på ’meditation’, ’transcendental meditation’ eller ’mindfulness meditation’. Ofte finder man også undervisning i meditation på steder, hvor der primært undervises i yoga, tai chi og lignende kropsøvelser.
Kurser i meditation
Herunder kan du læse mere om nogle af de meditationskurser, som tilbydes mange steder i Danmark.
Inden man går i gang, er det altid en god idé at spørge til underviserens uddannelsesbaggrund og erfaring.
Mindfulness Meditation
’Mindfulness’ er betegnelsen for en grundlæggende opmærksomhedsøvelse, som er fælles gods for de fleste buddhistiske meditations-skoler. Den amerikanske læge Jon Kabat-Zinn har formuleret meditationen på en direkte og lettilgængelig form, som ikke forudsætter noget som helst - heller ikke den buddhistiske baggrund. Det har gjort mindfulness til et værktøj, som bruges af mange psykologer og f.eks. tilbydes på en række hospitaler i USA. En stor del af den nyeste meditationsforskning tager udgangspunkt i mindfulness.
Meditation i buddhistiske centre, yoga-centre, osv.
En række store og små yoga-skoler udbyder en vifte af kurser i yoga og meditation. Man kan møde betegnelser som yoga nidra, dhyana med mere. Skolernes tilknytning til traditionel kultur og filosofi omkring yoga er ofte tydelig og farverig, men de fleste steder kan man udmærket nøjes med at forholde sig til meditationsteknikken. Det samme gælder en række centre for forskellige former for buddhisme, hvor man kan møde meditation under betegnelser som zen, vipassana med mere.
Transcendental Meditation (TM), ACEM mm.
Transcendental meditation (TM) har været udbredt siden 60’erne. En stor del af den tidlige meditations-forskning er foretaget omkring TM. Selve meditationsformen er enkel og let at lære og er baseret på et ’mantra’ (et lyd-ord). TM er udgået fra den indiske lærer Maharishi Mahesh Yogi, som stadig er overhoved for den verdensomspændende organisation. I dag er TM integreret i et system af indisk medicin (Ayurveda) og livsfilosofi, men det er også muligt blot at lære den grundlæggende meditationsteknik. Flere andre organisationer, bl.a. ACEM, er udgået fra TM og underviser i den samme teknik, men uden tilknytningen til de indiske rødder.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse