Buddhismen er ca. 2500 år gammel og opstod i området ved Ganges-floden i det nordlige Indien. Buddhismen med dens ca. 315 mill. tilhængere er verdens 4. største religion.
I modsætning til hinduismen har buddhismen en stifter, Siddharta Gotama (ca. 563-485 f.v.t.), søn af en fyrste fra Sakya-slægten. Hans lære må ses som både en forlængelse af og et brud med den hinduistiske tradition. Læren (dharma ) udsprang af den skelsættende oplysning Siddharta opnåede, da han var ca. 30 år gammel. Hans æresnavn "Buddha" betyder da også "Den Oplyste". Ligesom i hinduismen spiller forestillingen om genfødsel og om at alle handlinger har en konsekvens (karma ) en vigtig rolle for Buddha. Buddhas oplysning gav ham indsigt i midlet til at opnå befrielse fra genfødslerne kredsløb (samsara).
Der er to overordnede retninger inden for buddhismen: Mahayana ("Det store Fartøj") og Hinayana ("Det lille Fartøj"). Mahayana udbredtes fra Indien nordover og østpå til Myanmar, Thailand, Cambodja, Indonesien, Kina, Japan og Korea, mens Hinayana via Sri Lanka kom til bl.a. Myanmar (Burma), Thailand og Cambodja.
Mahayana rummer fortsat adskillige skoler og varianter, og én af dem, Vajrayana ("Diamantfartøjet") , regner - som navnet antyder - sig selv for et tredje "fartøj" på linje med Mahayana og Vajrayana. Derimod er der i dag kun én skole tilbage inden for Hinayana, nemlig Theravada ("De ældres Viisdom"), en skole, der fastholder, at dens version af buddhismen er den ældste og oprindelige.
Buddhismen blev i slutningen af det første årtusinde e.v. t. stort set fordrevet fra Indien, og den har siden tilpasset sig de religioner og lokale traditioner, den har mødt på sin vej. Den er således - som de andre verdensreligioner - en særdeles flertydig og kompleks størrelse, og der er ofte store forskelle mellem munkenes levevis og forståelse af buddhismen og den folkelige buddhisme.
Buddhismen er i dag dominerende eller markant placeret i følgende områder: Nepal, Kashmir, Bhutan (Mahayana, især i form af den såkaldte tantrisme; Sri Lanka (Hinayana); Tibet og Mongoliet (Lamaisme, en form af Vajrayana); Myanmar (Burma), Thailand, Cambodja, Laos (Hinayana); Vietnam (Mahayana); Kina, Korea, Japan (Mahayana).
Også i Afrika og de vestlige samfund finder man buddhistiske menigheder, dels p.g.a. indvandring og mission, dels fordi de såkaldte New Age-bevægelser også er inspireret af buddhistiske forestillinger.
Buddhisterne i Danmark er især indvandrere og flygtninge fra Vietnam, Thailand, Myanmar (Burma) og det øvrige Asien. Også mange kinesisk talende indvandreres forestillinger og religion rummer - uanset hvor i Asien de kommer fra - aspekter af buddhismen. Herudover er der naturligvis vesterlandske indvandrere og danskere, der er konverteret til buddhismen i deres hjemlande eller her i Danmark. Disse udøver for flertallets vedkommende en af de forskellige former for tibetansk buddhisme, der er kommet til landet med enkelte emigrerede eller flygtede tibetanske buddhister eller som en del af de mange såkaldte New Age- bevægelser. Alle tre hovedretninger inden for buddhismen er repræsenteret i Danmark i forskellige varianter.
Antallet af buddhister i Danmark kendes ikke præcist. Blandt de ca. 5.000 mennesker i Danmark af vietnamesisk herkomst er der både katolikker og buddhister. I Vietnam var mahayana-buddhismen og dens folkelige varianter den største og dominerende religion, men med franskmændene kom den katolske kirke til landet.
Kilde: www.relguide.sdu.dk